Middelalderbyen Bogense

Besøg Fyns mindste købstad.

Det gamle Bogenses gader og huse, Bybækken og Torvet regnes for et af de smukkeste og bedst bevarede købstadsmiljøer i Danmark.

Bymidten rummer en unikt velbevaret struktur, som er fri for de gårdsaneringer og store parkeringsanlæg, som præger mange andre af landets købstæder.

Samtidig er bymidten med sine smalle stræder, gyder og slipper oplevelsesrig og spændende at gå på opdagelse i.

Historien bag Bogense

Bogense er anlagt i løbet af 1200-tallet, og var da under Harritslevgårds beskyttelse.

Byen har med sin beliggenhed tæt ved havet været et vigtigt overfarts- og udskibningssted, der dog igennem århundreder var præget af, at der ikke var en egentlig havn. Men også handel med oplandet har dannet grundlag for købstaden, der fik sine første privilegier i 1288.

Udover havnen var byens vigtigste indtægtskilde landbrug med græsning af kvæg i de frodige enge omkring byen.

Adelsslægterne fra de omkringværende herregårde boede i byen om vinteren. Deres gårde og købmandsgårdene satte tidligt deres præg på byen, der herudover fortrinsvist bestod af lave små huse til byens øvrige borgere.

Efter svenskekrigene i 1648- 50 lå en stor del af byen øde; ødelæggelser som byen var århundreder om at komme sig efter, hvorfor Bogense forblev Fyns mindste købstad.

I 1666 søgte borgmesteren tilladelse til at inddæmme Lille Stranden vest for byen og borgerne fik 50 års skattefrihed for det inddæmmede land. Senere i 1800-tallet fulgte yderligere inddæmninger i Fogense Enge, der blev brugt til græsning af byens heste og kreaturer.

Bebyggelsen fra den oprindelige købstad ligger omkring gaderne Kirkestræde, Adelgade, Østergade og Skt. Annagade, der løber op mod det middelalderlige torv foran kirken.

Byens udvikling

Fra midten af 1800-tallet voksede byens befolkning, og der blev anlagt nogle mindre industrielle virksomheder, maskinfabrik, jernstøberi, mejeri, garveri og slagteri.

Havnen blev anlagt af byens egne borgere 1827- 44, og er siden udvidet flere gange. I 1882 åbnede den private jernbane Odense-Bogense og i 1911 Bogense Brenderup.

Byen fik gasværk 1896, vandværk 1910 og elektricitetsværk 1912. I 1913 fik byen sit eget lystanlæg og kolonihaver. Byens rådhus fra 1921, der afløste det gamle fra 1847 er stadig bevaret.