Bogense vestre enge

Besøg Bogenses grønne hjerte.

Bogense vestre enge

Bogenses beliggenhed er lige der hvor land møder hav og der giver de besøgende særligt fine muligheder for at opleve Nordfyns rige natur.

Området var tidligere en lavvandet fjordarm vest for Bogense. Det er faktisk derfor, at Bogense har det navn, det har: Det er sammensat af ordene Bog og Næs, altså et fremspring ud i vandet, hvor der vokser bøgetræer. I 1817-19 lykkedes det driftige Bogensebønder at bygge en dæmning mellem halvøen Fogense og byen. Dermed er Bogense ikke længere et fremspring ud i vandet, men en del af kysten.

De næste mere end 100 år lå det inddæmmede område hen som fugtige enge, som afvandede til Kattegat ved hjælp af små vindmøller. Efter anden verdenskrig blev Vestre Pumpestation bygget samtidig med, at et omfattende dræningsarbejde af engen blev udført. Det udtørrede området så meget, at jorden flere steder kunne pløjes og overgå til almindelig markdrift.

Naturgenopretning

I dag henligger området som afgræsset strandeng. Netop afgræsningen er helt afgørende for biodiversiteten på sådanne områder. Uden afgræsningen vokser der hele til i pile- og havtornekrat, som effektivt skygger al anden vegetation bort – og så forsvinder sommerfuglene og fuglene også.

De store græssere, (som heste og kvæg) hjælper med at skabe åbne pletter i det tætte græsdække. Hvor mindre urter får en chance, og så er dyrenes afføring levested for en masse biller og andre insekter, som igen er føde for en række fuglearter.

Find vej

Du finder Bogense vestre enge ved at gå ad stierne enten fra Bogense Marina eller fra Vestre Engvej.