Landbrugets grønne omstilling

Landbrug, skovbrug, grøntsagsavlere og de øvrige jordbrugserhverv arbejder også med at nå en reduktion på 70 % i udledningen af CO2 i deres produktion inden 2030.

Udledningen fra landbruget kommer både fra markdrift, dyrene og husdyrgødningen. Hvordan det fordeler sig, kan du se på figuren herved:

Hvad bliver der gjort?

Der arbejdes således med at sænke CO2 aftrykket gennem alle produktionsled, lige fra dyrkning på marken, indtil mælken, osten eller kødet er i butikken.

F.eks. ved brug af andre dyrkningsmetoder, andre afgrødetyper, udtagning af de mest belastende arealer, ændringer i dyresammensætningen, avlsarbejde eller nye teknologier i staldene og på markerne.

At levere gyllen til biogas er også et tiltag, som dels giver en stor reduktion i udledningen af landbrugets drivhusgasser, idet det erstatter den almindelige naturgas, ligesom det også nedsætter udledningen af drivhusgasser fra landbrugets husdyrhold. Derudover er det nemmere for planterne at optage næringsstofferne i gyllen, når det har været igennem et biogasanlæg.

Derudover arbejdes også her selvfølgelig med at få så mange maskiner som muligt over på el og mange landmænd arbejder også på at blive selvforsynende med el, enten via solceller eller vindmøller.

Men hele tiden skal det også sikres at man ikke går på kompromis med andre ting, f.eks. dyrevelfærden.

I Nordfyns Kommune arbejder vi på at nedsætte CO2 aftrykket fra vores landbrug bl.a. ved at understøtte udarbejdelsen af klimaregnskaber for landbrugene i vores kommune.

Det siger mælkeproducenten

Mælkeproducenten Jens Bo, som er lodsejer i Pilotnaturpark Nordfyn, er en af de nordfynske landmænd som har fået udarbejdet et klimaregnskab for sin bedrift med malkekøer.

”Landbruget spiller en stor rolle i kampen om at løse klimakrisen, det er vi godt klar over, men vi er godt på vej, og arbejder hårdt på at nå i mål. Og selvom køerne skaber en stor udledning, hjælper det jo heller ikke at lukke alle bedrifterne, for så produceres mælken bare et andet sted i verden. Og i Danmark har vi et af de laveste CO2 aftryk pr. produceret liter mælk i hele verden, så hvorfor skal vi ikke fortsætte med det vi er gode til, og som vi ved, vi over tid kan gøre endnu bedre.” 

Jens Bo, mælkeproducent i Pilotnaturparken.